Anders Laugesen © 2008

Spiritualitet og ledelse.

Tanker om sammenhængen imellem ledelse og det eksistentielle fundament for at handle som leder.

Trykt i antologien Viden om ledelse, redigeret af John Parm Ulhøj. Børsens Forlag 2004

 

 


Spiritualitet og ledelse

Af Anders Laugesen

 

 

En af de mest bestialske konflikter i Afrika hærgede i mere end ti år Sierra Leone. Brændte landsbyer, afhuggede lemmer og tilfældige drab. Over alt i landet var der dybe ar efter rebellernes omfattende terror, da jeg kort efter fredsslutningen besøgte landet i 2002. Stort set alle marker var vokset til med tæt krat og selv de mest basale udtryk for en samfundsmæssig ordning var stort set forsvundet. I verdens fattigste land er de få læger forbeholdt den lille overklasse og uddannelsessystemet kørt helt i sænk.

Midt i dette kaos mødte jeg Hr. Samai, en leder af Guds nåde. I en lille landsby langt fra alfarvej tæt på grænsen til Liberia.

Som måske den eneste i området med en længe uddannelse havde han allerede for 25 år siden valgt at vende tilbage til sin landsby for at oprette en skole.

’Gud ønskede, at jeg oprettede en skole for børnene her, og derfor blev jeg ikke i Freetown men kom tilbage. Så kom krigen og alt det, vi havde bygget op, blev ødelagt’. På afstand ligner hr. Samai en afrikansk bondeknold. Der er en umiskendelig dunst omkring ham af sved og han ser på enhver måde slidt ud. Men når han taler vokser der liv omkring ham. ’Hver gang vi kunne høre rebellerne nærme sig landsbyen flygtede vi, og det lykkedes os hver gang at få alle børnene med, så ingen blev taget som børnesoldater. Når rebellerne så var væk igen gik jeg altid rundt og sørgede for, at alle børnene havde det godt og var klar til at komme i skole igen næste dag. Forældrene siger tit, at det er bedre, at børnene arbejder i marken, men jeg forklarer dem, at det er vigtigt for deres fremtid, at de går i skole’.

Hr. Samai viser resterne af skolen. Intet, absolut intet der minder om en skole i vores forstand er tilbage. Alligevel har han en kærlighed og omsorg i sin omgang med børnene, der virker helt ved siden af i den ellers barske voksenkultur i Sierra Leone.

’Gud har sat mig her til at sørge for børnene. Og siger Gud, at jeg skal dø, så dør jeg. Men indtil da må jeg gøre min pligt over for min Skaber og over for børnene’, forklarer Hr. Samai. ’Mit liv er som Jobs. Selv om Gud har ladet os være meget ondt igennem, så kan jeg kun bøje mig for Den Almægtiges vilje og tro på, at han fører os igennem vores trængsler’.

 

Spiritualitet og spontan ledelse

Hr. Samai er en af de ledere, der har gjort størst indtryk på mig. Han kunne med sin uddannelse have overlevet langt bedre i storbyen, men valgte at følge sit kaldt. Under konflikten kunne han, som det skete de fleste andre steder, have valgt at lave alt gå i opløsning, men han holdt fast i børnene og i sin skole. Hverken løn eller prestige fik ham til at handle og samle børnene igen og igen. Han gjorde ikke det letteste nemlig at hytte sit eget skind, men påtog sig den autoritet og den ledelse, som situationen og Allah krævede af ham som menneske og muslim.

Blottet for motiver om egen økonomisk vinding og magt er Hr Samai i mit univers blevet et godt eksempel på en sund sammenhæng mellem spiritualitet og ledelse.

Historien er fyldt med fortællinger om mennesker, der spontant påtager sig ledelse, fordi de er i en situation, hvor de ud fra deres indre overbevisning ikke kan gøre andet, fordi Gud har givet dem et ansvar: Noa, kaliffen Omar, Jeanne D’arc, Grundtvig og dr. Ambedkar for at nævne nogle eksempler lidt i flæng.

Den spontane ledelse bundet i en spirituel selvforståelse er en særlig kategori, der skiller sig klart ud fra ledelse bundet op på en mere institutionelle religiøst funderede forestillinger  som f.eks. kongen af Guds nåde, Dalai Lama institutionen og den japanske kejserkult.

Når spontan ledelse udspringer af en indre spiritualitet og nødvendighed er der en drivkraft, som i sit udgangspunkt minimerer personlighedens mere egoistisk orienterede motiver.

 

 

Magtens dæmoner og den indre kamp

Da en af kirkehistoriens største teologer Augustin i 392 blev presbytter og senere biskop i den nordafrikanske by Hippo skete det meget mod hans vilje. Menighedens måtte nærmest tvinge ham til at påtage sig et ledelsesansvar. Eksemplet er nok det mest kendt i kirkehistorien på den respekt, der i den kristne tradition er over for magtens personlige omkostninger. Med ledelse og magt åbnes sjælen som slagplads for dæmonernes kamp. Samme respekt for magtens pris kendes også inden for de andre store religiøse traditioner.

Det Nye Testamentes grundfortælling om magt findes i historien om fristelsen i ørkenen. Her tager djævelen Jesus med op på et meget højt bjerg umiddelbart efter Jesus ved sin dåb er fremtrådt som Guds Søn. På Fristelsens bjerg viser djævelen Jesus alle verdens riger og deres herlighed. ’Alt dette vil jeg give dig, hvis du kaster dig ned og tilbeder mig’, siger djævelen, men Jesus afslår tilbudet, som bekendt.

Magt og fristelse er uadskilleligt forbundet. Da den nuværende leder af den koptiske kirke i Ægypten pave Shenuda II blev valgt, var det med tungt hjerte, at han forlod sin hule i ørkenen og påtog sig sit ledelsesansvar.

For mennesker i et vestligt individualiseret samfund er det meget vanskeligt at forstå, hvorfor det skulle være så alvorlig en ting at være leder og dermed have en form for magt i forhold til andre. Vores verdensbillede er præget af troen på individets ret til udfolde sig selv og sit liv helst med færrest mulige restriktioner fra omgivelserne. Indtjening og det dermed forbundne forbrug, personlig anerkendelse fra omgivelserne  og følelsen af at bruge sig selv optimalt er vigtige drivkræfter i vores personlighed. Tegner man som leder et kort med vektorer, der repræsenterer ens indre drivkræfter vil der næppe være overvægt af ord som ’tjenersind’, ’medfølelse’ og ’uegennyttigt ansvar’.

Ikke desto mindre er det i den kristne tradition helt afgørende motiver, når der tales om ledelse. ’Den største blandt Jer skal være Jeres tjener’, står der i Matthæusevangeliet og Jesus giver billedet af sig selv som af Den gode Hyrde, der går ud og leder efter det fortabe får. Holdningen var blandt de første kristne så radikal, at der var ejendomsfællesskab og menighederne brød med samfundets opdeling i høj og lav. Ledelse blev ikke set som udtryk for en magtposition men som udtryk for en åndelig kaldelse til at tage vare på de svage.

Som redskab for at holde alle – også de kristne ledere – på den rette vej fik man i den kristne tradition en række sikkerhedsventiler, som ideelt set kunne forhindre personlighedens hovmod og arrogance i at folde sig ud. Fasten, skriftemålet, nadveren og den åndelige vejledning blev måder at tæmme syndes kræfter.

 

 

Spiritualitet og meningen med livet 

Spiritualitet er ikke blot en særlig del af mennesket, som tager sig af det åndelige. Et menneskes spiritualitet er som en kompasnålen, der angiver livsretningen.   I vores nutidige sprogbrug er der sket en forarmning udhulning af begreber fra troens verden. Spiritualitet bliver i mange af tidens bøger om såkaldte spirituelle emner reduceret til en delbestemmelse i livet på linie med musikalitet, kunstsmag og politisk overbevisning.

Et menneskes spiritualitet er i min forståelse et udtryk for dets mening med livet. Spiritualitet kan derfor godt være areligiøs og styret af alt andet end troens forestillinger. Set i lyset af verdensreligionernes livstydning bliver sådan en form areligiøs spiritualitet hul, men ikke desto mindre er der selv i det åndløse tale om en form for åndelighed.

I de klassiske religioner er der meget forskellige syn på meningen med livet og derfor findes der inden for religionernes verden mange forskellige former for spiritualitet. Selv inden for den enkelte religion er der mange former for spiritualitet. Tænk blot på forskellen mellem en russisk ortodoks og en lutheraner. Eller mellem en grundtvigianer og  person fra Luthersk Mission. Sindets kompasnål vender altså ikke ens for alle troende.

Ikke desto mindre er begrebet spiritualitet i religionernes lys ideelt set udtryk for, at livet har en retning og at denne retning er større end ens egen personligheds ønsker og behov. Spiritualiteten er udtryk for den samlede retning i menneskets stræben og kan derfor ikke isoleres som et særligt fænomen.

Når spiritualitet kobles sammen med ledelse handler det altså om at bringe overensstemmelse mellem ens overordnede livsformål eller livsretning og ens placering midt i livet med et ansvar for at lede.

Koblingen mellem spiritualitet og ledelse er selvsagt ikke noget eksklusivt. Spiritualitet hænger sammen med enhver side af vores livsudfoldelse, men i denne sammenhæng handler det altså om ledelse.

 

 

 

Ledelse og dilemma 

Verdensreligionerne har det tilfælles, at de historisk set indtil for ganske nyligt har haft en væsentlig socialbærende funktion.

Dette kombineret med religionernes stræben efter ’Det højeste mål’ (som selvsagt varierer fra religion til religion) har gjort, at de ofte har sat rammer op omkring mennesket egenudfoldelse. Der er i alle religioner klare retningslinier, som indskrænker menneskets egenudfoldelse og gør det ansvarligt i forhold til noget større.

Moseloven med de ti bud gør sammen med den talmudiske tradition, at et liv i overensstemmelse med jødiske foreskrifter er fyldt bevidsthed om ansvaret i forhold til familien, det jødiske samfund og de fremmede. En klassisk kvalifikation for at lede bliver derfor i en jødisk kontekst, at man er fortrolig med de spilleregler, religionen stiller op.

I Kristendommen giver det dobbelte kærlighedsbud i en kombination med bjergprædikenens radikale udsagn om at være bevidst omkring sin egen uformåenhed ikke grundlag for at have sig selv i centrum som leder.

I islam angiver især Haddish , den mundtlige tradition om profetens sædvane, klare retningslinier for, hvordan de naturlige tilbøjeligheder til at snyde og bedrage skal holdes under kontrol. Profetens eksempel viser, at alle også lederen står til ansvar for sine handlinger på dommens dag.

I Buddhas Benares-tale anvises den otte-ledede vej til at komme ud af de bestandige tilknytninger, som menneskets had, begær og dumhed fører til. En vej, der er yderst restriktiv i forhold til menneskets adfærd og på et dybere niveau viser personlighedens evne til at bedrage sig selv. Enhver tale om personlig anerkendelse gennem status bliver i det lys udtryk for dumhed.

Alle religioner kender på tværs af deres forskellige spiritualiteter til menneskets sammensatte natur og forsøger at sætte rammer op omkring individets adfærd, som skaber acceptable sociale rammer i samfundet.

Alle – også samfundets ledere – er underkastet den sammensatte menneskelige natur. Derfor har religionerne en tendens til at sammenkoble ansvaret for ledelse med menneskets stræben efter at leve et personligt renfærdigt og ordentligt liv. Hvis en person holder sig inden for de overordnede rammer, som religionen udstikker og bestræber sig på at skabe  religionens endemål gode vilkår, så er der tale om en leder rundet ud af religions spiritualitet.

Spændingen mellem at ønske at leve et liv i overensstemmelse med troen og samtidig være grebet af alt det i sindet, som vil den modsatte vej, sætter lederen i et særligt dilemma. For hvis man ønsker at udøve sin ledelse eller magt i ansvarlighed over for ens tro, kræves der en høj grad af personlig overensstemmelse mellem troens ideelle udsagn om livet og ens egen faktiske handlemåde. Alt andet er meningsløst.

 

Ledelse motiveret af tro. Tre eksempler

 

Islam

En af historiens store ledere var kaliffen Omar (528-644). Islams eksplosive udbredelse i første halvdel af det 7. arhundrede skyldes i høj grad hans store evne til at organisere og inspirere.  I løbet af blot syv år erobrede han Damaskus, Jerusalem, Ægypten og Persien. Hans enkle levevis er blandt muslimer legendarisk. Han ejede kun en skjorte og en kappe og begge dele var lappet adskillige gange. Han levede kun af bygbrød, dadler og vand. Da en persisk atrap kom for at hylde den store kalif, fandt han Østens erobrer sovende blandt tiggerne foran moskeen i Medina.

Ingen var i tvivl om, at han motiver ikke var egen vinding. I modsætning til mange af de senere islamiske herskere, viste Omar mådehold over for de erobrede områder og tolerance i forhold til jøder og kristne.

Den udprægede personlige integritet og overensstemmelse mellem hans personlige adfærd og den islamiske spiritualitet betød en omvæltning i verdensordenen, som har holdt sig siden da.

Omars personlige forbehold over for rigdom forhindrede ham ikke i at bruge sin magt skånselsløst, men altid inden for troens rammer. Kaliffen Omars eksempel som leder fremhæves også i dag og længslen efter den islamiske stat går hos nogle muslimer hånd i hånd med længslen efter islamiske ledere som kaliffen Omar.

Osama Bin ladens respekt blandt en del muslimer skyldes efter min vurdering i lige så høj grad hans enkle livsstil som hans anti-amerikanske retorik. Hans personlige lederstil og karisma har direkte  rødder tilbage til kaliffen Omar om end den sidste unægtelig er noget mere sympatisk end den første. Set i forhold til de mange korrumperede ledere, der har forarmet den arabiske verden, fremstår bin Laden som et troværdigt modbillede fordi der tilsyneladende er overensstemmelse mellem, hvad han siger og gør. Han udviser spirituel ledelse, fordi hans motivation ikke er bundet til hans egen persons materielle fremgang.

 

Hinduismen

Den sociale revolution i Indien blev for alvor påbegyndt af Mahatma Gandhi. Selv i dag står Gandhi som det moderne Indiens far og det på trods af, at han ønskede at skabe et samfund meget forskelligt fra det kastedelte Indien, vi kender i dag.

I modsætning til mange andre af ledende personligheder i den indiske bevægelse imod den britiske kolonimagt var Gandhi ikke primært drævet af snævre nationalistiske motiver. Hans indre motivation hang derimod sammen med en dyb medfølelse over for de undertrykte og en overbevisning om, at sandhed er det vigtigste værktøj, når ting skal forandres.

Gandhis legendariske ledelse af masserne gennem enkelthedens og viljens styrke er kendt. Mindre kendt er det måske, at Gandhi som leder var meget optaget af at analysere og kontrollere sine egne tilbøjeligheder til magt og personlighedens selvbedrag. Derfor førte han et strengt asketisk liv og anså bønne og askesen som de vigtigste ledelsesredskaber. Målet var selv-realisation for alle. Ikke kun ham selv. Derfor var han socialt engageret. I bogen Mine forsøg med sandheden skriver han: ”Sandheden er som et stort og stærkt træ, der yder mere og mere frugt, jo mere næring du giver det. Jo dybere du søger ned i sandhedens minegange, desto rigere skatte vil du finde deri – i form af synsvidder for en stedse større mangfoldighed af tjeneste”.[1]

 

Buddhismen

Dalai Lamas betydning for religionens stilling for buddhismens udbredelse i Vesten i de sidste tre årtier kan næppe overvurderes. Samtidig med, at  en omfattende missionsindsats har ændret mange menneskers opfattelse af virkelighedens natur, har han som tibetanernes politiske leder formået at fastholde en ikke-voldelig kurs blandt sit undertrykte folk.

Hvis man har haft lejlighed til at opleve Dalai Lama og tale med ham, er det slående ikke så meget, hvad han siger, men måden det siges på. Evnen til at være menneskeligt nærværende kombineret med en skarpsindighed gør, at det lykkes ham at bygge en personlig bro til de mennesker, han møder. Et klap på hovedet, et ryg i skægget eller et hjerteligt smil viser, at her er der et ualmindeligt almindeligt menneske. Oprigtighed og nærhed er nok de to ord, der ligger nærmest, når man skal beskrive personen Tenzin Gyatso med stillingsbetegnelsen Dalai Lama.

I den tibetanske buddhisme taler man om, at ethvert menneske har en grundlæggende følelse eller evne, der oversættes med:”den manglende evne til at udholde synet af en andens lidelse”. Denne iboende evnen i mennesket til dyb empati er et meget fremtrædende karaktertræk hos Dalai Lama og helt centralt i hans ledelsesstil. Igennem den empatiske følelse og kontrollen med egne negative følelser styrer han sin tibetanske ’butik’. Det er ikke altid særlig praktisk for de ’ansatte’. Specielt ikke for de vrede unge mænd, som ønsker hævn eller de gerrige forretningsmænd. For gennem sit eget eksempel har Dalai Lama gennemtvunget en politik, som til dags dato har været uden politiske resultater. Til gengæld har de menneskelige resultater af den konsekvente ikke-vold og medfølelsen også over for fjenderne været betydeligt. Og for ledelse funderet på en boddhisattva-spiritualitet, må det siges at være langt vigtigere end realpolitisk magt.

 

 

 

Kristendommen – Ledelse i dag og den vaklende grundfortælling 

Kristendom er at leve i en virkelighed, hvor man er elsket af Gud i en sådan grad, at man får overskud til at leve for andre end sig selv. Omsat til hverdagslivet betyder det, at kristendommen vil pege på, at man som menneske skal have et dobbelt fokus.

Den ene side af fokus består i en fordybelse af, hvad det vil sige, at være elsket af Gud. Herunder en stadig bearbejdelse af alt det inden i en selv, som kunne være bedre. En stadig pågående individuationsproces ville Jung have kaldt det og i den klassiske teologi hedder det helliggørelse. Denne side af den kristne spiritualitet er rettet imod en konstant indadrettet selvopmærksomhed på, hvad der foregår i sindet og hvorfor man som person er sammensat og handler som tilfældet er lige nu i dette øjeblik. Men det er mere end en selviagttagelse, for det sker som et menneske elsket af Gud. Intet af det, som det indre fokus blotlægger, er uden for tilgivelsens og forandringens mulighed, fordi det bliver favnet af en kærlighed større end en selv. Derfor har kristendommen ingen åndelige præstationskrav. Blot en taknemmelig opmærksomhed om at være i nådes og tilgivelsens nærvær.

Den anden side af det kristne fokus består i at se ud over sig selv og få øje på næsten. Konkret betyder det, at man ud fra en kristen spiritualitet hvert eneste øjeblik er placeret midt i verden og at verden kalder på en. Utallige er de mennesker og de strukturelle forhold, der skal tages vare på. Mange flere end noget menneske kan overkomme, men den kristne spiritualitets væsen er konkret. Det vil sige, at den skaber spontan handlen dér, hvor det er muligt og nødvendigt. Mennesker kan på den måde aldrig blive reduceret til objekter eller personer, som har mindre værdi end en selv.

Dialogen mellem den indre og den ydre opmærksomhed består i at forstå, hvorfor, man ikke altid gør det, man burde gøre. Og så forsøge at rette det.

Dette dobbeltrettede fokus er kernen i en kristen spiritualitet og støttes i forskellige sammenhænge blandt andet af kirkelige traditioner og menighedsfællesskaber.

 

For at en spiritualitet skal være en virkelig drivkraft og ikke blot en ideologisk ønsketænkning kræves det, at spiritualiteten bekræftes i mødet med verden.

Og her er det, at vi for øjeblikket oplever, at den kristne grundfortælling vakler og dermed også den umiddelbare forståelse af, hvad en kristen spiritualitet vil sige.

I Danmark splintres det store folkelige fællesskaber i disse år i mange mindre fællesskaber, hvor det ofte er individet, som med sin egenudfoldelse står i centrum.

Selv om vi har en solidarisk samfundsmodel, er der ikke mange som oplever den som udtryk for en indre tro eller evnen til at føle medlidenhed med andre. Vores samfunds spiritualitet er blevet meget praktisk orienteret. Det er ikke næsten som menneske, der er i centrum men alt for ofte personen som objekt.

Opbruddet i de vestlige samfund er meget omfattende og har efter min opfattelse skabt en ny form for spiritualitet hos mange menneskers. Det vil sige, at deres indre kompasnål har udstukket en anden kurs end den, der traditionelt har kendetegnet mennesker med rod i en kristenfunderet kultur

Hvor det som tidligere nævnt i gamle samfund i høj grad var religionernes mål, der udstak retningslinierne, er det i vores samfund i høj grad den enkeltes selvudfoldelse eller buddhistisk sagt ’grådighed’, der står i centrum.

At det giver en forskel i præmisserne også for ledelse er klart. Den gamle familieejede virksomhed, hvor det kristne fundament var bevidst gav en paternalistisk ledelsesstil mulighed for en jeg-du relation mellem ejer/direktør og den ansatte. Ansvaret var synligt og opvejning af egne økonomiske interesser i forhold til den ansattes interesse blev gjort synligt for samvittigheden.

Herover for står den moderne virksomhed ejet af usynlige internationale aktionærer . Her skal lederen leve op til en række virksomhedsmål og hans handlinger og etik bestemmes ultimativt af målene og ikke af hans egen samvittighed i mødet med de ansatte.

 

Spiritualitet og human potential movement

 

Individualiseringen og fokus på den enkeltes præstation har fra 80’ erne og frem på det religiøse område været med til at skabe grobund for New Age og Next Age bevægelserne.

I dag vrimler det med mere eller mindre religiøst funderede forklaringsmodeller, som vil sætte verden i system og frisætte menneskelige potentialer.

Som en reaktion på et endimensionalt materialistisk verdensbillede er mennesker i dag blevet opmærksomme på, at de har et indre liv og at begrebet ånd ikke er grebet ud af den tomme luft.

Men med en erfaringsverden, som er præget af opbrud i fællesskaber, krav om fleksibilitet og omstilling, usikkerhed, effektivitet og store materielle forventninger til tilværelsen er der grobund for en anden form for spiritualitet end den klassiske kristne baserede spiritualitet.

Faktisk kan man i dag tale om konturerne af en kamp mellem den gamle kristne spiritualitet og en spiritualitet funderet på menneskets evne til som isoleret individ at realisere sit eget potentiale.

Kirsten Marie Bovbjerg peger i sin bog ’Følsomhedens etik’ på, hvorledes der er sket en tilpasning mellem det individualiserede postmoderne menneskes personlighed og brugen af New Age inspirerede modeller i moderne management.

Sammenhængen mellem vores erfarede virkelighed og de sider af sindet, vi bruger også i arbejdet med ledelse, er iøjnefaldende.

 

 

 

Spiritualitet og ledelse 

Menneskets indre er en kraftkilde til kreativitet og engagement. Vores evne til at tro og til at tilskrive noget mening er nogle uhyre stærke kræfter, og set i historiens lys må man konstatere, at disse i sig selv neutrale grundtræk ved det menneskelige sind har potentiale til at skabe såvel et Auschwitz som en dansk velfærdsmodel.

Spiritualiteten bag samfundets retning er med til at forme målet.

Ledelse på alle niveauer er afgørende for, hvordan et samfund ser ud. For tiden foregiver vi gennem decentralisering af ansvar til den enkelte, at der er mindre ledelse og at vi som individer skaber vores egen virkelighed som en del af samfundet.  Jeg tvivler på, at det er tilfældet. Ledelse spiller ikke en mindre rolle i dag end tidligere, men til gengæld er der en tendens til, at ledelse er mindre synlig og måske også til, at ansvaret er vanskeligere at placere.

Tiden er efter min vurdering dybt præget af en spiritualitet bygget på religiøst tankegods hentet fra New Age: Individualiseringen af ansvar, troen på potentialet, fokuseringen på den enkeltes frihed, sammenhængen mellem aktion og reaktion, troen på de stærke individers ret og det bagved liggende billede af supermennesket. Flere træk kunne uden tvivl fremhæves.

Pointen er, at spiritualiteten eller kompasretningen svinger og det har en mulighed for at få en alvorlig påvirkning af opfattelsen af ledelse.

Vi ser allerede nu konturerne til, at politiske ledere ikke finder det et alvorligt problem, at deres demokratiske forankring er svindende. Den stramme partidisciplin med magtcirkler, hvor nogle ledere har meget mere at sige end andre, spejler et syn, hvor  magt koncentreres omkring enkeltpersoners ret til at træffe beslutninger og påtvinge andre at følge trop.

På mange offentlige arbejdspladser er der opstået et hold af ledere, der handler isoleret ud fra opfattelsen af, at deres legetime magtposition gør, at det ikke er nødvendigt at være i dialog og lytte. Bundlinien legitimerer en begrænsning og i værste tilfælde en tilsidesættelse af det personlige ledelsesansvar over for den svage eller næsten.

Hvor slemt, man mener, at det aktuelt står til, afhænger naturligvis af, hvor i hierarkiet man befinder sig og hvordan ens grundlæggende spiritualitet er med til at forme grundforståelsen af tilværelsen.

Fra mit synspunkt står det ikke alt for godt til, og der er fra mit synspunkt en klar tendens til, at tidens spiritualitet fører til vildledelse frem for ledelse, hvor den personlige ansvarlighed og omsorg ofres til fordel for nødvendigheden.

 

Offeret som udtryk for den personlige integritet 

’Vrøvl’ kan jeg nu høre mange læsere sige. Måske, men alligevel konstaterer jeg, at det er få ledere herunder politikere, som i dag opgiver en magtposition og drager personlige konsekvenser, hvis de bliver tvunget til at gå på kompromis med deres samvittighed. F.eks. er det for mig utænkeligt at samtlige folketingsmedlemmer i Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti helhjertet gik ind for at Danmark skulle gå i krig med Irak. Alligevel valgte ingen af dem at bryde partidisciplinen på trods af, at det handlede om noget så alvorligt som om retten til at slå ihjel uden et klart FN-mandat.

De fleste af os er blevet så afhængige af en god lønindtægt, at vi ikke har menneskeligt overskud til at lade samvittigheden eller en trosfunderes spiritualitet været bestemmende for livets retning. Derfor er der i det danske samfund en mangel på spontan ledelse, som springer ud af menneskers indre overbevisning.

I religionernes verden har den menneskelige selvopofrelse været det højeste udtryk for personlig troværdighed og integritet. Hvis ikke man har været villig til at ofre noget for sin tro, har troen ikke været dybt rodfæstet i sindet.

Specielt har det i forhold til ledelse været en afgørende kvalitet, at man har set, at lederen ikke har sat sig selv ført, men har været villig til om nødvendigt at ofre sig selv for et højere mål.

I dag er tanken om offeret som en del af den personlige integritet langt væk fra vores tankebaner, men måske ser offerbegrebet i dag se anderledes ud end den gjorde på korsfarernes tid. Måske er det stadig brugbart også som en brobygger mellem begrebet spiritualitet og ledelse.

Et menneskes spiritualitet dannes i takt, at med dets eksistentielle livsopfattelse tager form. Det er en proces, som varer hele livet, men under vejs skulle der gerne opstå en overensstemmelse mellem det, man ønsker og det, man gør. Dette er et udtryk for en persons integritet.

Lederens integritet er en af de vigtigste kvaliteter, for det gør, at man ved, hvor han eller hun står. Og integriteten bevises gennem konsekvenserne, der drages, når omstændighederne bevæger tingene en anden retning, end den lederen med sin person kan stå inde for.

Disse mekanismer kan rumme mange forskellige menneskesyn. Også umenneskelige. Processen mellem at skabe overensstemmelse mellem ens eksistengrundlag og faktiske adfærd rummer det dialektiske forhold mellem spiritualitet og ledelse.

 

 Ansvaret for den anden

At være leder er at være sat i en livssituation med et særlig ansvar over for andre.

Når spiritualitet og ledelse som begreber er forbundet hænger det sammen med, at der er stor forskel på at tale om ting og så rent faktisk at gøre dem ud fra en indre overbevisning.

Det er tomt at beskæftige sig med værdibaseret ledelse og tale om etik, hvis værdierne og etikken blæses omkuld ved første stormvejr.

Spiritualitet er det, som giver eksistensen sit fundament og livet en retning.

Der er mange måder at opbygge et fundament, som når videre end ens personlige horisont. Spiritualitet kan få ånden til at blæse ind i et menneskes sind fra mange forskellige retninger.

Men bevidstheden om, at der er noget mere og større end min personlige succes er forudsætningen for, at rollen som leder kan udøves under ansvar for andet og mere end ens eget c.v.

 



[1] M.K.Gandhi: Mine forsøg med sandheden. P. 423, København 1930

 

 


 

'Når spontan ledelse udspringer af en indre spiritualitet og nødvendighed er der en drivkraft, som i sit udgangspunkt minimerer personlighedens mere egoistisk orienterede motiver'.

 

 



 

 

 

 

 

'For mennesker i et vestligt individualiseret samfund er det meget vanskeligt at forstå, hvorfor det skulle være så alvorlig en ting at være leder og dermed have en form for magt i forhold til andre. Vores verdensbillede er præget af troen på individets ret til udfolde sig selv og sit liv helst med færrest mulige restriktioner fra omgivelserne'.

      

 

 

 

 

 

'Når spiritualitet kobles sammen med ledelse handler det altså om at bringe overensstemmelse mellem ens overordnede livsformål eller livsretning og ens placering midt i livet med et ansvar for at lede'

 

 

 

 

 

 

 

 

' Hvis man ønsker at udøve sin ledelse eller magt i ansvarlighed over for ens tro, kræves der en høj grad af personlig overensstemmelse mellem troens ideelle udsagn om livet og ens egen faktiske handlemåde. Alt andet er meningsløst.'