Pinsekronik i Kristelig Dagblad

Tanker om Helligånden

 

 

 

I går opdagede jeg, at guldfisk kan danse, og en ven med forstand på fisk fortalte, at de danser med hinanden, fordi de er glade.  Og det er ikke bare fiskene, som danser. De nyankomne svaler hvirvler rundt i akrobatiske fangelege. De nyfødte kalve laver kejtede spjæt og selv frøerne vralter velfornøjede rundt.

Solen danser over morgentågens bølger, rapsen ruller med gule dufttåger i vinden og vinterhveden er nu blevet så lang, at de grønne stive blade minder om popdrengenes strithår, når de skal ud at gøre sig til for pigerne. Alt ånder lige nu af liv og pinseglæde. Og når vores lille 9 måneder gamle datter kravler rundt i sengen og siger ’up ar’, så brister hjertet i glæde og takken blander sig med skabningens pinsedans.

 

Når hjertet brister ved synet af alt det skønne, så er det, at tilværelsens perspektiv åbner sig og livet får retning. Det ånder ikke kun over støvet. Guds Ånd puster også til tilværelsen.

Alle mennesker uanset baggrund kender til livets store kræfter. Og verdensreligionerne har givet livskræfterne mange navne. At livet i sig selv er båret af en større kraft, er almen menneskelig erfaring. Og måske er det i den grunderfaring, at menneskets religiøse længsel er forankret.

Livskræfterne er specielt i naturreligionerne og i østens store religioner blevet minutiøst udforsket, og guder har i de religiøse sammenhænge fået deres ansigter i menneskets møde med livsåndernes mangfoldige udtryk.

I den afkristnede del af vores kultur er det specielt menneskets indre livskræfter, der er blevet udforsket i alle mulige former for selvudviklingsreligion. Ofte bredt betegnet spiritualitet.

 

Naturen danser, barnet jubler og hjertet brister uden at spekulere over, hvorfor. Erfaringen af ånd er næsten altid knyttet til øjeblikket, og det er først i eftertanken, at vi søger en forklaring. Som kristen er det naturligt at se livskræfternes gådefulde virke i lyset af pinseunderet og de kristne traditioners forståelse af Helligånden.

Men det er ikke et område af teologien (læren om Gud), der er særlig veludviklet i vores folkekirke. Derfor er følgende langt mere personlige antagelser om Gud som Helligånd, end det er traditionsfast dogmatik.

Helligånden giver tilværelsen et Kristusmærke. Det vil sige, at hvor Helligånden er til stede, rettes skabningen imod Gud, som han har åbenbaret sig i Kristus. Konkret betyder det, at Helligånden ikke blot er livskræfter af alle mulige forskellige slags. Men Helligånden er Guds nærvær i de livsfremmende kræfter, som gennemsyrer vores tilværelse.

I den ortodokse tradition er bønnen til Gud Helligånd helt central. Gud Helligånd som er trøster, sandhedens ånd, livgiver og ophav til det gode.

Når Helligånden bærer et Kristusmærke ind i tilværelsen, så betyder det, at den bærer Guds kærlighed helt ind i vores liv. Ikke bare ind i vores menneskeliv, men i al skabningens liv. Et af menneskets store selvbedrag er efter min opfattelse, at vi ikke tilskriver naturen omkring os sjæl. Men dyrene og naturen er besjælet og derfor i lighed med menneskene i stand til at blive berørt af Guds Kærligheds Ånd.

Skabelsen er ikke blot et guddommeligt eksperiment. Det er en udfoldelse af en retning  for alt liv, hvor Gud skal blive alt i alle. Det vil sige, at Gud vil, at alt skal blive berørt af Ham selv. Berørt af Helligånden. Og konkret betyder det, at de attributter vi tilskriver Ånden bliver konkrete i tilværelsen. Helt ind i de allermindste konkrete forhold: At vi ser det menneske, som har brug for min trøst, at vi får mod til at stå op imod uretfærdighed og ødelæggelse af naturen, at vi igennem vores engagement giver fællesskabet liv og håb. At vi elsker. Og når vi som oftest ikke formår at handle i tillid, men selv overskygger vores handlinger, så finder vi ærlighed til bekendelse, modet til omvendelse og tillid til at blive mødt med en nåde, der er større end os selv.

 

Ser man her op til kirkens fødselsdag på folkekirkens evne til at føre mennesket ind i en kristen livstydning, så er der desværre ikke grund til jubel. Det er som om, at fortællingen om Kristus drukner som en fortælling blandt mange andre. Og at den ikke fænger som livstydning.

For mig hænger det blandt andet sammen med folkekirkens meget spinkle Helligåndsteologi.

Jeg tror, at vejen ind til et forhold til Kristus for mange mennesker kan gå via erkendelsen af, at Gud Helligånd mærker vores tilværelse.

Det vil sige en oplevelse af, at der bag den søgen mange har efter kærlighed og sandhed findes en Gudgiven retning.  Og at denne retning bliver vist os i Jesus.

I dag er der mange, som har vanskeligt ved at forklare, hvorfor Gud i den kristne tro beskrives som en treenig Gud. Det er blandt andet fordi folkekirkens præster ikke har let ved at formulere sig om Helligånden. Og det er ikke let.

Men hvis Gud Helligånd er en person, som er nærværende, ikke bare som en energi eller en afglans af Gud, men er nærværende som Gud, så siger formuleringen af mysteriet om Gud som een Gud med tre personers fremtrædelsesform også en hel masse om min eksistens. Blandt andet at også jeg i Helligånden væves ind i et kærlighedens fællesskab. Til øjeblikke af meget tæt forbundethed. Ja måske enhed med den anden. Men netop Guds ansigt som treenig fortæller mig, at jeg samtidig altid også er en person. En individuel skabning, der mødes som netop mig af Gud.

Pinse handler om at beskrive dette samspil, denne synergi imellem Skaberen og skabningen. At Skaberen har givet sin skabning en retning, og at det er kærlighedens kræfter, som vil bevæge skabelsen. Igennem Helligåndens nærvær med det mærke Kristus har givet vores forståelse af Gud.

Lige nu blomstrer kirsebærtræet nede ved åen. Og det udsender den sarteste duft af sødme. Dets skønhed kan bevæge mig og måske give et overskud, der smitter af på andre. I kirsebærblomstens duft har Gud lagt det, jeg vælger at kalde et glimt af visdom. Samme visdomsglimt finder jeg i min zoneterapeuts vide om, hvordan min krop hjælpes til at få det bedre. Eller i den nyristede kaffes grænsesprængende smagsnuancer, der motiverer mig til at tro på, at der virkelig er en verden det er værd at kæmpe for - at værne imod tidens mørke kræfter.

Visdommen er ikke absolut, men den kaldes frem i mødet med menneskers åbenhed. Og dér, hvor mødet bliver beåndet, dér sker der små forandringshop i verden.

Helligånden mødes på mange forskellige måder af mennesker, men Kristusmærket er afgørende for at genkende Helligåndens virke.

Noget af det mest spændende, der sker i kirkens verden lige nu, er tydelige tegn på, at pinsekirkerne rundt om i verden i stadig mere markant grad bruger teologiske formuleringer om Helligånden, der minder om dem, man finder i den gamle ortodokse tradition. Og det spændende er, at disse formuleringer begge steder er udsprunget af kombinationen af en liturgisk erfaring og en konkret menighedserfaring af, hvad det vil sige, at Gud er Helligånd. Det er ikke stedet her at gå i detaljer, men mit bud på dette århundredes teologiske gennembrud er de nyformuleringer, der opstår som følge af de to store kirkelige traditioners erfaring med, hvad det vil sige, at Gud er Helligånd.

Lige til sidst en betragtning over Helligånden uden for kirkens sammenhæng. Der er teologer, som vil sige, at Helligånden eksklusiv er kristen. Og det er efter min opfattelse både rigtigt og helt forkert. Det rigtige i udsagnet består i, at Gud Helligånd med Kristus har fået et nyt mærke. Guds Ånd, der naturligvis også virkede i skabningen før Jesus, fik med Jesus et nyt mærke. Og dermed fik Guds plan med mennesket en langt tydeligere karakter. Derfor er det muligt at genkende Helligåndens virke også i ikke-kristne sammenhænge. Guds Ånds mærke findes naturligvis ikke eksklusivt inden for kirkens rammer. Gud arbejder selvsagt for hele sin skabnings forløsning. Men erkendelsen af sammenhængen mellem Gud som Helligånd og Gud som treenig, er selvsagt lig en kristen bekendelse.

 Pinse er mere end en fest for noget - nemlig Helligåndens sendelse til apostlene. Den er i højere grad en fest til noget. Nemlig til det at lytte efter, hvorhen Ånden blæser i ens eget liv. Til hvordan man ved at følge denne susen kan være med til at give skabelsen en retning, så pinsedansens glimt strækkes hele livet fra vugge til grav.