Anders Laugesen © 2008

Pilgrimsveje i verden og hverdagen.

Tanker fra pilgrimsrejser ude i verden og hjemme i Voldum.

Trykt i antologien Pilgrimsspor, redigeret af Elizabeth knox-Seith. Forlaget Univers 2007

 

 


Pilgrimsveje i verden og hverdagen

Af Anders Laugesen

 

 

Via Dolorosa 

Midt igennem hjertet af Jerusalem skærer der sig en vej, som hver dag betrædes af tusinder af mennesker fra hele verden. Det er Via Dolorosa, Smertens Vej, hvor Jesus bar sit kors langfredag på vej til Golgata.

Mødet med Via Dolorosa er ofte præget af forvirring. Tilråb fra de handlende blander sig med enetaler fra de travle turistguides og skrig fra børn, der leger krig.

En gammel blind mand bevæger sig søgende op af gaden. Han er armenier og blev som barn tvunget af tyrkiske soldater til at se op imod solen, indtil hans øjne brast.

Ikke langt fra stedet, hvor Simon fra Kyrene fik besked på at bære Jesu kors, har en midaldrende palæstinensisk citronsælger sin faste plads. Hun spejder urolig, for hendes søn er netop arresteret af det israelske sikkerhedspoliti.

En turist med bøllehat har ondt i sine gigtplagede knæ.

Et blik på de mange mennesker på Via Dolorosa afslører, at her ved vejen op mod Golgata bærer enhver sin skæbne og livshistorie.

Kun få tænker over, at det også var her, Jesus gik forud. De har for travlt med øjeblikkets besættelse af livets pulsslag til at se deres egen eller andres smerte undtagen som uforklarlige glimt af ellers skjulte følelser

Men alt i menneskelivet er med, når mennesker går op af Via Dolorosa, præcist som menneskelivet i hele sin sammensathed også er fuldt tilstede udenfor banegården i København.

Af og til ses der en kvinde eller mand på Via Dolorosa, som ikke lader sig fange af alle de ydre distraherende indtryk . Det er pilgrimmene. De kan være svære at få øje på i myldret, med mindre man selv er en af dem.

Den kristne pilgrimsfærd

At være pilgrim er noget alment menneskeligt, og pilgrimsfærden optræder som et centralt element i alle religioner.

Det specielle ved den kristne pilgrimsfærd er imidlertid, at den tager udgangspunkt i en konkret historisk begivenhed og ikke i en mytologisk fortælling. Guds frelse kom til menneskene ved den historiske person Jesus fra Nazaret, og det har altid været grundlaget for den kristne tro og pilgrimsfærd. Verden blev berørt af Jesus. Ikke som en ånd eller en idé, men af et menneske i kød og blod. Mennesker blev helbredt, ikke fordi de blev udsat for magi eller fjernhealing, men fordi Guds Søn var sammen med dem. Og frelsen ved Jesus kom ikke fordi en person på et tidspunkt erkendte kosmiske sammenhænge, men fordi Gud fra begyndelsen havde handlet i historien og på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted besluttede sig for at åbenbare sin egen natur.

Derfor vil den kristne tradition altid være tæt forbundet til et bestemt sted, og deraf springer traditionen for at være pilgrim i Det hellige Land.

Siden de første kristne menigheder har pilgrimme uden ophør rejst til Jerusalem for at besøge Golgata og dvæle ved den tomme grav.

Den kristne tro er på grund af opstandelsen og pinseunderet universel, men den har altid fastholdt sit historiske og geografiske centrum. 

Om morgenen mødes mennesker fra hele verden i Den hellige Gravs Kirke for at fejre gudstjeneste sammen. Side om side sidder den gråhårede russiske pensionist i sit lasede tøj og den unge velklædte japanske student. Sammen med den etiopiske nonne og den argentinske bedstemor beder de i stilhed på Golgata. Selv om det kirkelige hierarkis teologiske stivhed stadig afholder dem fra at kunne fejre nadver sammen, så binder deres fælles bøn på Golgata dem sammen i et sandt og levende kristent fællesskab. Når pilgrimme mødes ved det fælles udgangspunkt i Jerusalem, bliver Jesu ord om at være ét til virkelighed på trods af kirkehistoriens uophørlige forsøg på at gøre de kristne pilgrimmes enhed til skamme.

Der er omkring de historiske steder i det Hellige Land et helt specielt pilgrimsliv. Her kommer mennesker på kortere eller længere besøg for at fordybe sig i deres tro og for at danne sig indtryk af den helt konkrete sammenhæng, hvori Jesus levede sit liv.

 

Den bibelske vandring

En rejse som pilgrim i Det hellige Land foregår normalt parallelt med læsning af Bibelen. 

Bjergprædikenen læst på Saligprisningernes bjerg med udsigt over det storslåede landskab får en ganske specielt storhed over sig. For ikke at tale om at gå forbi fattige normader på vejen fra Jeriko til Jerusalem efter at have læst lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

En sejltur på Genezaret sø, imens skyerne trækker op og den lune vind smyger sig om ansigtet, gør beretningerne fra disciplenes fiskedræt særdeles livagtige. Kilden i Nazaret løber stadig med koldt vand, og på Tabor-bjerget ér der et særligt lys for det indre øje, for her bliver der bedt meget.

Hvert sted har sin egen mulighed for fordybelse, som vækkes til live i vekselvirkningen mellem Bibellæsning og besøg.

Undervejs som pilgrim i Det hellige land er det almindeligt at holde andagter og gudstjeneste. Den liturgiske dimension i pilgrimsfærden varierer naturligvis en del, men den er med til at fastholde, at der er tale om en pilgrimsfærd og ikke en turistrejse.

Som noget enestående er der i Det hellige Land mulighed for at opleve gudstjenester fra stort set alle de kirkelige traditioner i verden. Næsten alle kirkeretninger har klostre eller kirker i Det hellige Land. Den mangfoldighed af liturgiske udtryk, det resulterer i, er i sig selv en pilgrimsfærd værd. For nok lod Gud sin Søn føde på et bestemt sted i en bestemt tid, men med evangeliets udbredelse blev der givet rum for, at enhver kultur fik mulighed for at tage evangeliet til sig på sine egne præmisser. Og det er den liturgiske mangfoldighed specielt i Jerusalem et enestående vidnesbyrd om.

Der er en ganske særlig glæde ved at gå til morgengudstjeneste meget tidligt søndag morgen ved de etiopiske munke i Deir es-Sultan på taget af Gravkirken og bagefter blive inviteret med til det efterfølgende morgenbord. Eller at være til messe hos benediktinerinderne på toppen af Oliebjerget og beundre deres smukke latinske messe og de enestående nye ikoner.

Og man kunne blive ved. Som pilgrim kan man gennem de mange forskellige gudstjenester nærme sig, hvad det vil sige, at kirken i sig bærer en mangfoldighed af udtryk, og alligevel er én.

I gamle dage bestod en del af pilgrimsfærden til Det hellige Land i at udsætte sig for fysiske strabadser for Guds skyld. Jetfly og busser har for alvor forandret pilgrimmenes rejseliv, selv om det stadig er muligt at møde franciskaner munke, som har gået fra Assisi til Jerusalem og særlinge, der er mange år under vejs som pilgrimme uden at have andet end tøjet, de går i.

 

Identiteten som pilgrim

For en del år siden sov jeg alene på en øde strand i den sydlige del af Israel. Her blev det sandstorm, og jeg endte med at finde læ bag en scene i et gammelt amfiteater. Derinde mødte jeg en englænder, som også havde søgt ly for den kraftige storm. Englænderen fortalte, at han i de sidste to år havde levet som pilgrim sammen med et fransk ægtepar. De vidste aldrig, hvorfra de skulle få mad, eller hvor de skulle sove, men Gud sørgede altid for dem. Præcist som han lige nu havde sørget for os begge. Tiden som pilgrim havde lært ham at have tillid til Gud. Oprindeligt havde han aldrig selv turdet tage springet til at leve uden tanke for fremtiden, men ægteparret, han havde mødt ved et lykkeligt tilfælde, havde vist ham, at et liv levet i tro kan reducere den almindelige ængstelse og sætte øjeblikkets bekymringer i perspektiv.

Imens naturkræfterne fik jord og himmel til at gå i ét, fortalte den engelske pilgrim længe med stor glæde om sit liv i Guds vold, og jeg lyttede intenst med følelsen af, at her var et af de givne øjeblikke, der aldrig kommer igen.

At være kristen er pr. definition at være pilgrim på vej til at møde Gud. Vi tror på det evige liv og forventer dér at skue det, vi nu kun aner i brudstykker. Men inden vores livsrejse ender, har vi mulighed for allerede nu at foretage en trosrejse.

At være pilgrim er først og fremmest karakteriseret ved en holdning til livet og til Gud. Derfor har alle kristne mulighed for at være pilgrimme, også selv om de aldrig kommer uden for sognets grænser. For pilgrim er ikke noget, man er i det ydre igennem bestemte rejser eller handlinger, men det er en indre kvalitet. Og den er blandt andet karakteriseret ved en søgen og en tros-bevægelse i tillid til Gud.

Mødet med den engelske pilgrim er blot ét af mange pilgrimsmøder jeg har haft i de sidste 30 år. Igen og igen er det sket, at der uden nogen logisk forklaring er kommet et møde i stand med mennesker, som kan hjælpe videre i troen. Øjeblikke af tæt fællesskab i troen opstår og bliver til trosvidnesbyrd med glimt fra rejsens mål.

De første kristne var på samme tid pilgrimme og missionærer, da de vandrede ud i verden og delte troen med enhver, de mødte. De var ikke påtrængende eller arrogante i deres fremfærd. De var prægede af en fornemmelse af altid at være små og sårbare mennesker overladt til Guds nåde og kærlighed.

På samme vis forholder det sig i dag. At være pilgrim og at være missionær er dybt forbundet. Ikke fordi der er tale om, at man vandrer ud og omvende nogen, men fordi en pilgrim hele tiden selv er i gang med en omvendelse og møder andre ud fra dette perspektiv. I trossamtalen, i øjeblikkets udveksling af hjertelige smil eller i et plaster på det blødende sår bliver forjættelsen af Gudsriget virkelig i et kort, kort glimt.

At bevæge sig som pilgrim indebærer nødvendigvis en ny og anderledes åbenhed over for omgivelserne og over for trostegn. I dagligdagen kommer de mange gentagne gøremål almindeligvis let til at skygge for de udstrakte hænder, Gud altid rækker et menneske.

Hverdagsvandring i Voldum

Når natten er ved at tage over, så snører jeg støvlerne og går ud til hundene. Sedna og Baldur kender raslen af regntøj og hundekiks, så de venter ivrigt på at komme af sted ud i nattemørket.

Så længe jeg kan huske, har den tidlige nat altid været en særlig tid, hvor jeg med vekslende hundevenner har vandret mig igennem min dag og mit liv.

Mørket bærer en særlig velsignelse. Specielt på landet og i skovbrynet, hvor mørket får lov til at være mørke og kun brydes af månen eller stjernerne.

Stilheden emmer ud i natten fra mørket.

I rimtågen svøber fortættede lydsugende bølger nattens tæthed helt ind i skægget, og hjerteslaget bliver tydeligere for det indre øre. I den klare nymånenat derimod når stilheden universets stjernegrænser og åbner uendelighedssugets vacuum.

Når den sene majnat fyldes af det sidste sarte lys og nattegalens sang, så er lydene nattens klangbund for skønhedens stilhed. Ved høsttid er det duftene af det modnende korn og nattevindens sang i aksene, der udfordrer sanserne og får sindet til at stoppe op for et øjeblik.

Sådan er det hver nat. Året rundt. Uanset vejret. Mørket bærer en velsignelse med sig. Det får den flakkende dagsopmærksomhed til at falde til ro og trækker sindet væk fra kun at falde ud i det, som øjet fæstner sig ved. Mørket får os til at lytte. Lytte ind i hjertemørket.

Med to store slædehundes sans for skovbundens dufte, så er der ingen chance for, at den meditative stilhed griber én alt for længe af gangen. Og det kræver en vis vilje ikke hele tiden at falde ud i deres afbrydende træk. Men sådan er det også, når man går en almindelig tur i skoven uden hunde.

Det veksler konstant imellem ligegyldige afbrydelser, og øjeblikke af at falde ind i sindets ro eller ud i naturens skønhed.

Hvis en travetur skal have et kontemplativt moment, så er det godt at være opmærksom på, at der rent faktisk sker en vekslen i opmærksomheden under vejs. Ellers kan det let blive til, at det meste af ens vandring forløber med at falde ud i alt det, sanserne møder undervejs eller ind i de kaotiske tanker og følelser, der konstant opstår og forsvinder, når de får plads.

Ikke et ondt ord om det at nyde omgivelserne så meget, at man er opmærksom på alt, hvad der sker omkring en. Eller om at være opslugt af følelsernes flammer. Mange, måske de fleste, foretrækker at gå tur på den måde. Men for mig er overskriften for min nattevandring ’Gå og bed’. Derfor er det vigtigt at lytte til stilheden og at vende tilbage til denne lytten, når hunde eller hundetanker har trukket mig i en retning, jeg ikke ønsker at bruge min gå-nattetime på.

Et sted nede i skoven er der en indhegnet granplantage, hvor hundene kan løbe frit. Her kan jeg gå et par runder uden hundetræk og med tid til at fokusere på, hvordan nattens rum giver plads til tanker, følelser og hjertes øjeblikke af bøn.

Så vender hundene tilbage, og vi går videre på stierne. Som regel med lidt færre træk fra hundene og lidt større tålmodighed fra mig.

Enhver gåtur med eller uden hund er, hvad man går den til. En motionstur, en sur hundeluftningspligt, lidt frisk luft. Men den kan også blive til en bevidst gåtur i selskab med de dybere lag i ens tilværelse (eller hvad man nu skal kalde det) – og så kunne det måske kaldes en afart af kategorien ’pilgrimsvandring’. F.eks. ’den lille pilgrimsvandring’.

Den lille pilgrimsvandring

’Hvor går du hen, når hundene skal luftes?’ ’På pilgrimsvandring i skoven!’ Nej, det går ikke rigtig at slynge det ud, hvis man vil tages alvorligt af naboen. Så det bliver ved hundeluftning, selv om det ofte er et lille pilgrimssmut ud i mørket.

Jesus kalder sine disciple ’venner’ og siger, at vi skal elske hverandre. Jesus peger på dybderelationer som en af måderne, vi følger i Jesu fodspor.

Når man bevidst vandrer i ønsket om at nå ind imod den type af dybderelationer, så hører vandring med kone, børn og venner også med ind under kategorien hverdagens lille pilgrimsvandring.

Gåturen ud i natten giver god mulighed for at vandre sammen med dem i en særlig nærhed. Mørket udvisker tit de skarpe kanter og giver samtalen et tæt udgangspunkt. Nattens mørke binder sammen, for vi ved, at når vi er omgivet af mørket, så er vi hinandens lys. Vi går sammen i tryghed og er ikke alene. Natten kalder vores lys ud i den fortrolige samtale, og giver venskabet næring.

I den ortodokse kirke er teologiens udgangspunkt, at ingen præcist kan sige, hvem eller hvad Gud er. Gud åbenbarer altid dele af sig ud fra et mørke, som vi ikke kan skue ind i. Apofatisk teologi, kaldes den tradition.

Der kan i venskabets og i kærlighedens nattevandring være en parallel til den bevægelse. Når vi under den lille pilgrimsvandring får tid og lov til at vise os for hinanden, som vi er, så strømmer mildhed og nærhed ud fra nådens kilder i mørket. Kilden er det punkt i den anden, jeg kan mærke, men aldrig se. Men kilden i den anden er bundet til den, der usynligt går med. Gud, som fra sit mørke hvisker til os i stilheden og i nåde giver alt det, man hverken kan vandre eller tale sig til.

’Så er det på med pilgrimsstøvlerne, skat. Nu skal vi rigtig gå i dybden. Af sted på den lille pilgrimsfærd ned i granplantagen’.  Det er ikke lige sådan, vi siger, når familien skal ud på aftentur. Ikke desto mindre er det, hvad det er: En lille pilgrimsvandring, hvor vi går, men ikke går alene.

Når venner kommer på besøg, så tager jeg dem tit med ud på en lille gåtur. Nære venner går man igennem livet samme med.

At vandre sammen er en fantastisk måde at vende livet på. Målet er ikke at besøge et særligt helligsted, men det er at blive helliget (helet) gennem samværet, opmærksomheden, bevægelsen, lyset, luften og bønnen.

Gå og bed

Bønnen er for mig pilgrimsvandringens egentlige vejviser. Nogle gange er det vejens indre dialog, som sætter gang i ordfyldte bønner til Gud. Andre gange er bønnen undervejs indre toner, hjertets slag eller tankens rettethed mod Gud. Det lyder måske lidt kryptisk, fordi det er en ringe efterformulering af noget i grunden helt enkelt. Nemlig at bøn ikke kun er noget vi selv gør, men også er noget Helligånden beder i os. Bønnen kan godt bede sig selv i det ordløse.

Når jeg går ud på min aftentur – og i øvrigt ganske ofte ellers – så tager jeg min ortodokse bønnekrans med. Den består af 33 korsknuder på en uldsnor og er en fantastisk lille bedepåmindemaskine. For når den løber igennem fingrene, så holdes man fast på bønnen. Jesus-bønnen er meget velegnet til at gå med, men det kan også være andre bønner eller en hjertets rettethed imod Gud.

Pilgrimsvandringens lange perioder af bøn er en sand lise for et fortravlet gemyt. Her er der mulighed for at få genetableret mere naturlige indstillinger i sindet end tanketravlhedens modus.

Bøn kan tage rigtig mange former, men den lille pilgrimsvandring er udpræget egnet til utvungne former for bøn. Den stille vedholdenhed med at bede er med til at holde en fast på, at man vandrer for at få tid til fordybelse ind i troen. Men hvis vandringen bliver til et pilgrimsvandringsprogram med indlagt åndelig eksercits, så er det ikke egnet for sådan nogen som mig. Der er uden tvivl andre, der med stor fordel kan opstille retningslinier for forløbet af den daglige, lille pilgrimsvandring. Men for mig er det essentielt, at der er bevægelsesfrihed. Også i bønnen.

Bevægelse og bøn er vigtig for at holde hjertet i gang, varmt og levende. Pilgrimsvandringen gør bønnen til en bevægelse – og bevægelsen til en bøn.

I gamle dage var benediktinernes motto ’bed og arbejd’. I vores tid med alt sit fokus på legemets renhed og sundhed, så kunne ’gå og bed’ brede fokus ud.  Bønnen er ikke et motionsredskab til mental fitness lige så lidt, som pilgrimsvandringen er motion forbeholdt motionsfolket.

Under hverdagens pilgrimsvandring er rytmen ens egen. Det gælder også bønnens rytme og intensitet.

Når den lange tur langs Vesterhavet kan lette på de tunge tanker, så forstår jeg det som en funktion af menneskets medfødte bøn. Bønnen, som tillader Gud at træde til for at sætte livet på plads igen. Således er det også med den mere bevidste bøn under pilgrimsvandringen. Den letter hjerte og tanker.

Sorgens og påmindelsens vandring

På årsdagen for min mors død tager jeg altid ud til hendes grav med blomster. I år valgte jeg at gå de 25 kilometer her fra Voldum og til kirkegården ved Elsted kirke.

Støvlerne blev bundet, den ene af hundene sat på snor, og min gamle filthat kom på hovedet. Ikke bare for at skygge for solen, men også fordi den siger ’pilgrim’. I hvert tilfælde til mig. Andre vil nok sige en lille bulet, gammel hat på et stort hoved.

På sådan en planlagt pilgrimstur med et mål er det lettere at sætte en dagsorden. Og dagsordenen var naturligvis mig og min mor. Naturligvis tænker jeg stadig tit på hende, men det sker ikke i hverdagen, at jeg sætter tid til side til vores forhold. For hun er jo blandt de døde og i den spredte erindring.

I vores forhold fylder de gode oplevelser heldigvis det meste, men der er også sår, som stadig gør ondt, når de bliver berørt.

Undervejs plukkede jeg blomster til en lille buket og satte dem fast i hatten. Samlede et par sten op. Drak vand fra hanen hos en hjælpsom fremmed. Sang og tænkte. Billederne af mor og mig kom overraskende og velkendte. Men vejen og hvilene satte tempoet for eftertanken. Når jeg ligesom var fyldt op med følelser og tanker, så kom bedekransen frem, eller jeg tog en Taize-sang. For selv om temaet for en planlagt pilgrimsvandring er personligt, så er anliggendet ikke privat. For sætter man pilgrimsvandringen op som ramme, så er det for at lade Gud komme til og være medvandrer.

Det er en metode, jeg har brugt adskillige gange. Når favntag med livet er en nødvendighed, så er det på med vandrestøvlerne.

Da Baldur og jeg kom frem til mors grav blev blomsterne placeret i vand. Og selv om de ikke var helt så flotte som en buket fra haven, så var hver og en af blomsterne plukket med en langsommelig tanke for mor. Hun og jeg havde igen fået tid. Og eftersom hun nu er i selskab med Gud, så havde det været meget naturligt at drage Gud med ind i samværet undervejs.

På farten som flyvende pilgrim

Vores muligheder for at rejse rundt i verden gør, at mange danskere i dag er blevet internationale pilgrimme.

Første gang jeg oplevede luften under pilgrimsvingerne var, da jeg efter 2.g tog alene på interrail til Grækenland. Der gik ikke mange dage, før jeg oplevede, at det ikke bare var mig, der mødte verden. Det var også verden, der mødte mig. En dame på toget fik min rygsæk i nakken og begyndte at fortælle om sine ikoner. En familie inviterede mig hjem og introducerede holistisk visdom. Og endelig havnede jeg i det økumeniske kloster Taizé uden at have medbragt nogen adresse hjemmefra. Dét blev et vigtigt skillepunkt i mit trosliv.

Tilfældighedernes spil? Ja, det kunne man sige, hvis altså rækken af sammentræf kun optrådte på en enkelt rejse.

Når man som pilgrim er vandret ud fra hjemstavnen og går mod det ukendte, åbnes øjnene og hjertet på en ny måde over for det, som møder én på vejen. For det er igennem møderne på vejen, at trosvandringen går. Intuitionen eller den indre stemme bliver en vigtig vejviser, og der opstår sammenfald og begivenheder af den slags dybdepsykologen Carl Gustav Jung har karakteriseret med ordet synkronicitet.

Disse begivenheder er ikke i sig selv nogle hverken mere eller mindre guddommelige tegn, men de bliver et udtryk for den Gudgivne virkelighed, som altid omgiver os, men som vi meget tit ikke ænser, fordi vi har så travlt med os selv.

Ofte ønsker vi at fastholde mennesker og begivenheder, sådan som vi selv ønsker, de skal være. Men i pilgrimmens erfaring styrkes troen på, at Gud netop i øjeblikkets omsorg sørger for hvert enkelt menneske. Og det giver et håb, som gør det muligt at gå videre på vejen.

Igennem de små og store møder i vort liv, lever vi livet og får formet vores tro. Der er intet øjeblik, hvor man som pilgrim kan sige sig færdig med at søge, for så længe der er en næste ved ens side, er der altid en dør at banke på. I denne søgen i mødet med næsten får landskabet i pilgrimsvandringen kontur.

Troens fortegn

I mit univers er det Gud, som åbner verden i dens mangfoldighed for pilgrimmen undervejs.

Jeg har altid rejst med troen som fortegn. Det vil sige, at jeg ikke har interesseret mig synderligt for naturreservater og slotte. Troens mennesker og steder i nævnte rækkefølge har altid bestemt mine rejsers højdepunkter og seværdigheder.

At rejse ud i verden som pilgrim er et stort privilegium. Men Gud bor ikke i stenene. Han lever dér, hvor vores hjerte bliver tiltalt. Peterskirken har f.eks. aldrig sagt mig noget specielt. En lille fransk korsfarekirke ved Jurabjergene langt ude på landet taler langt mere til mig som pilgrim. Jeg kan som kristen pilgrim blive dybt berørt over at sidde ved Ramana Maharshis samadi i Indien, hvorimod shintotempler i Japan ikke rigtig når mig som noget, der rører mig.

Og sådan kunne jeg blive ved. Hvorfor noget i verden taler til en og andet tier, er en ligegyldig gåde. Men ved at rejse som global pilgrim bliver man eksponeret for mange religiøse toner og steder. Hvordan de ydre steder finder genklang i det indre, tror jeg, hænger sammen med, hvor man selv er i sit livs pilgrimsrejse.

Der er få pilgrimssteder som f.eks. det kristne Jerusalem, der indtil nu kontinuerligt har været af allerstørste betydning for mig som pilgrimsmål. Men ellers tror jeg, at pilgrimsmålenes relevans spejler sig i ens egen livshistorie. Og måske er målene i sig selv næsten uden betydning som andet end varder på ens vej.

Af bevægelsen undervejs opstår mødet med verden. Og i mødet med verden handler Gud. Mennesker og møder bliver til en genklang af Guds svar ind i øjeblikke på livsrejsen.

Pilgrimsfærden som en livsrejse

Hvorfor ikke bare tage på en almindelig veltilrettelagt ferierejse uden alt det bøvl, som tit er forbundet med pilgrimsrejsen? Fordi de gamle pilgrimsspor har lagt spor ud, som holder en fast på, hvorfor man rejser.

Vi flyver og farer i dag omkring i verden for at få tilfredsstillet vores nysgerrighed eller få føjet nok en destination til det personlige landkort. På den måde spejler vores rejser vores hverdags bevægelser.

Som pilgrim og som kristen er man i verden, men ikke af verden. Det vil sige, at ens livsmål ideelt set ikke er sat af den globale forbrugs- og begærskultur. Selv om det nok for de fleste af os i praksis er tilfældet. Livsmålene kunne som kristen være et forsøg på efterfølgelse, sådan som Jesus beskriver det. Derfor kan enhver kristens livsrejse principielt sammenlignes med en rejse som en fremmed (pilgrim) igennem verdens mørke. En halt persons vaklende færd, hvor bevægelsen frem imod efterfølgelse danner livsrejsens snørklede vej.

Ikke to pilgrimme går den samme vej. Enhver har et enestående forhold til Gud, og det må pilgrimsvandringen tage form efter.

For mit vedkommende har pilgrimstiden i høj grad været bestemt af muligheden for og kaldet til at rejse ud i verden for at møde mennesker, kristne kirker og religiøse traditioner.

At rejse som pilgrim har altså i mit tilfælde ikke primært at gøre med at besøge bestemte steder.

Kirken forstår jeg først og fremmest som de levende stene. Det vil sige fællesskabet af de mennesker, der holder troen i live. Hverken helligsteder eller kirkelige autoriteter betyder i dag i sig selv meget for min søgen, med mindre de har holdt Guds Ord levende.

Som pilgrim er mange tilbøjelige til at placere en stor autoritet i traditionen, men ikke alt og alle i en tradition er nødvendigvis forblevet levende. Ofte går der under rejsens første del lang tid med forblindelse fra glansen af de ydre former, indtil man opdager, at det, der skinnede, i virkeligheden var stivnede marmorsten og ikke refleksionen fra det levende livslys.

Det er hårdt og ensomt at komme til den form for erkendelse, men samtidig er det en risiko, man må være klar til at løbe, når man gør sit bedste for at bevæge sig gennem troens landskab som pilgrim for vor Herre.

Essensen af at være pilgrim har i mit tilfælde netop bestået i at være på vej. Selv om der er udsat pejlemærker for vejen, kan ingen pilgrim, der er ærlig over for sig selv, på forhånd sige, hvilket landskab vejen vil føre igennem. Og deraf udspringer på samme tid pilgrimmens ensomhed og ubeskrivelige fylde.

Selv som en del af levende og kærlige fællesskaber, må enhver selv gå vejen. Ikke alene, for det er en erfaring, at Gud er med og nærværende i hjertets bøn, men i ensomhed, fordi de livsvalg og den livsforståelse en trosvandring åbner må træffes af pilgrimmen selv undervejs.

Som livet består af mange lag, således også vandringen som pilgrim.

 

Religionsmødet og livets lidelse

I min færd som pilgrim har den ydre pilgrimsfærd optaget meget tid. Ikke blot i Israel men mange steder rundt om i verden, hvor mødet med mennesker og samtaler om tro har stået i centrum.

Min tro og mit sind er blevet formet og afrundet af disse møder med levende traditioner. En del af vandringen er også gået igennem møde med mennesker af en anden religiøs baggrund end min egen.

Og uventede drejninger kan rejsen tage, når man som pilgrim bevæger sig blandt ikke-kristne kulturer. En af de mest fundamentale troserfaringer i mit liv har jeg således fået blandt tibetanere i et buddhistisk miljø. Deres umådelige hjertelighed, renhed og holden fast på ikke at hade deres fjender viste mig i glimt , hvad det vil sige, at mennesker som skabt i Guds billede kan bære en afglans af det billede, Jesus gav os på det sande liv.

Tibetanske normader har lært mig mere om kærlighedens væsen end mange prædikener i den danske folkekirke.

Uanset, hvor man rejser som kristen pilgrim, bliver livsmøderne til en mulig genklang af Guds svaren på ens søgen.

Den udenlandske pilgrimsfærd den store fordel at det kan lade sig gøre at føre alvorlige samtaler om tro med andre mennesker, uden at den næsten sygelige danske blufærdighed omkring det religiøse kommer til at stå i vejen som en uoverkommelig barriere. Ved at dele troen i ord og stilhed vokser troen og får mulighed for at folde sig ud.

Verdens lidelse kender desværre ingen grænser. Ondskaben er en umådelig kraft, og erkendelsen af de mørke kræfters magt er også en pilgrimserfaring, specielt, når man bevæger sig igennem ondskabens land.

De rumænske børnehjemsbørn og de skræmte rwandesiske kvinder står mejslet i korsform ind i mit pilgrimslandskab sammen med uendelig mange andre overgreb mod livet.

Men også i mødet med ondskaben udvikler pilgrimserfaringen sig til mere end en konstatering af ydre forhold. For den ydre rejse må nødvendigvis samtidig blive til en indre bevægelse, hvor man bevæges til at bede om Guds nåde. Ikke blot for verden omkring men også for sig selv. Syndens realitet i verden og i ethvert menneske hører med til rejsens stationer. Og kun Gud kan forsone de sår, den form for møder med sig selv og andre giver undervejs.

Derfor bliver pilgrimmens vej til et kontinuerlige forsøg på at bede og samtale med Gud. For pilgrimmen lyder det ’gå og bed’, og det sker momentvis i hjertets rettethed mod Gud, hvor bønnesvarene kommer dér, hvor man bevæger sig hen.

Pilgrimsfærden ude i verden er for den del af trosprocessen, hvor den ydre rejse er med til at bane vejen for den indre rejse i troens verden.

Og selv om man bevæger sig nærmere centrum, vil rejsens mål altid forblive skjult under livshorisonten.

 

 

 

 


 

'Mørket bærer en velsignelse med sig. Det får den flakkende dagsopmærksomhed til at falde til ro og trækker sindet væk fra kun at falde ud i det, som øjet fæstner sig ved. Mørket får os til at lytte. Lytte ind i hjertemørket'.



 

 

'At bevæge sig som pilgrim indebærer nødvendigvis en ny og anderledes åbenhed over for omgivelserne og over for trostegn'.