Gå og bed

Bøn, bedekranse og bakker

 

Bøn er noget af det mest naturlige i tilværelsen. Som at elske, spise og trække vejret.  Men som kærlighed, mad og frisk luft, så skal der ikke meget til, før bønnen forvandles til en ubemærket funktion ved tilværelsen. Når opmærksomheden og glæden ved kyssets blødhed, madens smagskraft og duften af græs er forsvundet, så er der stor chance for, at også bønnen er blevet forvist til en dunkel afkrog i sindet.

For bøn har som andre naturlige anlæg i mennesket en sarthed over sig, som gør, at vrede, begær og dumhed altid maser sig foran.

Men maden smager, og græsset dufter uanset, om jeg er opmærksom på det eller ej. På samme vis er bønnens mulighed altid til stede - som en blomst, der venter på at blive foldet ud - fordi bøn og menneskets natur er uadskillelige. En del af mysteriet ved at være skabt i Guds billede.

Kærlighed og bøn har meget til fælles. De kan være mere eller mindre kropslige. Mere eller mindre intense. Mere eller mindre sårbare. Listen kan fortsættes, for bønnen deler væsen med kærligheden.

Det, jeg vil skrive om her er ikke teknik, bønnens ord, sprog eller rum. Heller ikke bønnens fordybelse eller ekstase. Alt dette og meget til har sin tid - og en vigtig tid.

Derimod vil jeg gerne dele nogle betragtninger om bønnen ind i den tid, der ikke er tænkt som bønnens tid, men bare som almindelig tid.

Bøn er svaret på længslen efter Gud. Bøn er ansvaret når næsten kalder. Bønnen er at lytte efter Gud og lytte efter næsten.

To hverdagssituationer:

- Supermarkedet og den fyldte indkøbsvogn. Det føles som to minutter i lukketid, selv om der er en time tilbage af åbningstiden. Dagens travlhed sidder i kroppen. Det eneste man længes efter er at komme hjem, for muzakken er der ikke meget ved at lytte til. Puha.

- Endelig tid til at gå en tur.  Hunden trækker, og man ser efter naboens ukrudt. Dejligt vejr. Hvad mon jeg har glemt at købe ind.

I begge situationer er man fortabt. Tabt ud i alle de hverdagsøjeblikke, som fylder hverdagen. Tabt for bønnens længsel og tabt for Guds kalden. For bøn kræver øjeblikke af opmærksomhed til at lade bønnen finde vej.

Kan man finde øjeblikke til bøn ind i en hverdag af spillende mobiltelefoner, tikkende e-mails og præstationskrav. Eller skal man give op og lade bønne få plads ved gudstjenesten søndag og ved aftenbønnen - hvis man da ikke falder i søvn inden Amen.

I forbindelse med brugen af Jesus-bønnen, så slog det mig på et tidspunkt, at der ikke kun er en tid til bøn med ord. Men der er også en tid til bøn uden ord. Og den ene form for bøn er ikke mere rigtig end den anden. For mine ord vil altid være et fattigt udtryk for det, Gud hører i min bøn. Gud kender også bønnen bag mine ord, fordi jeg er kendt af Gud.

Det med at bruge ord, som er fattige, og alligevel vide sig forstået af Gud, tror jeg, hænger sammen med, at Gud kender hjertets glæder, sorger og længsler. Endnu før jeg selv kender til dem. Alt det, som blot er næsten uhørlige antydninger i hjertets rettethed imod Gud, forstår Gud. For det uudsagte på vej er en vigtig del af kærlighedens sprog.

I perioder har jeg brugt tid på at sidde og våge og bede. Men en dag, som jeg sad med mine ikoner og tændte lys, slog det ned i mig ’Gå og bed’.

Fra besøg på Athos har jeg haft nogle ortodokse bedekranse liggende, og de har da også været i brug, når jeg sad og bad.

En ortodoks bedekrans er knuder af kors-knobbundet i en krans, så den ikke kan gå i stykker. Bedekransene har forskellige udformninger og bruges ofte til at holde orden på rytmen og antallet af bønner i Jesus-bønnen.

Når man går og beder med sådan en bønnekrans, så kommer der et fysisk moment ind, som bliver forbundet til bønnen. Fingrenes arbejde med knuderne og hjertets bøn får et fælles moment. Et øjeblik, hvor der er en rettethed mod Gud.

Den erfaring af samtidigheden mellem hjertets bøn og det kropslige moment åbnede op til en for mig ny dimension ved det at bede.

En af de første gange, hvor jeg opdagede det, var da jeg stod og ventede på en bus. Den sorte bedekrans lå i lommen, men fandt vej til min hånd. Som jeg stod der ved stoppestedet og lavede ingenting, imens tankerne flakkede omkring, begyndte bedekransen at gå imellem fingrene. Og pludselig skete der en forandring. Alt imens bilerne larmede, og udstillingsvinduerne blinkede, kom der en upåtrængende ro. Eller var det en bevidsthed om en ro, der hele tiden havde været der. Men roen var ikke en stilhed uden indhold. For i den stilhed var der momenter af bøn.

I begyndelsen var disse momenter ofte i form af sentenser fra salmer eller Jesusbønnens ord. Men senere begyndte øjeblikket af hjertets rettethed mod Gud at stå alene. Alt imens hverdagen fortsatte som før. Eller rettere næsten fortsatte som før. For der skete alligevel noget nyt, men blidt ind i tidens puls.

At gå tur med bedekransen i lommen er en stor hjælp. For i de perioder, hvor kransen går imellem fingrene er der i det mindste momenter, hvor hverken tanker eller hurtige sansninger fylder alt.

I bønnens rum opstår spontant glæde, taknemmelighed, forbøn. Men der kommer også lys over de mørke sider i tilværelsen.

Når der kommer en stor bakke, mister man måske pusten og glemmer det med bønnen. Og når der skal købes ind, eller er stress, så er sveden stadig på panden. Men det er så en stor hjælp af og til ind i denne helt almindelige hverdag at tage bedekransen frem og skabe rum for øjeblikke, hvor hverdagens tummel ikke får lov til at være det eneste.

Øjeblikke af bøn, som hjertets rettethed mod Gud, er ikke betinget af en bedekrans, en bedemølle eller andre tekniske hjælpemidler.

Øjeblikke med Gud kan også være, når man støvsuger eller kører bil. Men for mennesker som mig er det en hjælp at have noget til at minde om, at Gud er der. Og da vi ikke er så heldige at have en minaret om hjørnet eller et kloster, der ringer til tidebøn, så kan en lille bedekrans omkring håndleddet være nok så nyttig. For bøn er noget af det mest naturlige i tilværelsen.

 

 

 

 

 

Et par praktiske råd

 

-         Brug lidt tid nogle gange om dagen til at bede Jesus-bønnen, eller vær bevidst om at være stille med Gud.

-         Syng strofer af sange eller sig fadervor, imens du laver noget helt almindeligt.

-         Brug en bedekrans samtidig med, at du beder eller er vendt mod Gud.  Lad denne øvelse skabe glæde – ikke teknik.

-         Tag bedekransen frem i hverdagen et par minutter af gangen – og vend dit hjerte mod Gud. Da Gud tager dig, som du er, skal du også vise tålmodighed over for dig selv.

-         Gå og bed. Når det bliver til anstrengelse i stedet for glæde og nærvær, så sæt dig på en sten og drik en kop te.